Det er i rum som disse, der mest af alt ligner et stort skab, at kvinderne både bor og arbejder.

Det er i rum som disse, der mest af alt ligner et stort skab, at kvinderne
både bor og arbejder.

I Mumbais slumkvarterer bor de sexarbejdende kvinder på bordellerne. Her må op til syv kvinder foruden deres børn deles om ét rum. Sengene – hvor kvinderne både sover og arbejder – er kun adskilt af tynde stofforhæng, og børnene sover enten på gulvet eller under sengen. Også mens deres mødre arbejder. Derfor er det ikke ualmindeligt, at sexarbejderne giver deres børn alkohol for at få dem til at falde i søvn. 

Tidligt om eftermiddagen begynder kunderne at ankomme. Kvinderne stiller sig ud i de smalle gyder, hvor de kæmper om at lokke mændene til. Arbejdet fortsætter til langt ud på natten, og kvinderne kan nå at betjene op til ti mænd, inden solen står op. Kvinderne sover derfor typisk til ud på formiddagen og er ofte ikke friske nok til at sende deres børn i skole om morgenen.  

Der er kvinder i alle aldre i bordelområdet Thurbe i Mumbai, hvor Salinas støttecenter ligger: Fra helt unge teenagere til kvinder i 40’erne. De fleste har børn, som de har fået med kunderne eller har fra et mislykket ægteskab. Kvinderne kommer fra alle delstater i Indien – og nogle endda helt fra Nepal. 

Kvinderne, som ender på Mumbais bordeller, har det tilfælles, at de alle kommer fra et liv i fattigdom, og ofte har de også været udsat for vold fra deres familie eller ægtemænd. De har valgt sexarbejdet som en sidste, desperat udvej. Langt de fleste har kun lidt eller ingen skolegang bag sig, og mange kæmper med psykiske lidelser, traumer og forskellige former for misbrug.

Kvinderne har brug for et fristed uden for bordellet, hvor de kan være sig selv – og ikke blot sexarbejdere. Det kan de få i Salinas støttecenter.

Socialarbejderne på støttecentret skal ikke nødvendigvis redde dem ud af miljøet, hvis de ikke ønsker det eller er klar til det, men først og fremmest lytte til dem. Nogle kvinder har mulighed for at starte et nyt liv. Men andre kvinder kan ikke overleve eller skabe et bedre liv for deres børn uden de penge, som de tjener på prostitution. Hvis de ikke kan komme væk, skal de have et frirum der, hvor de er – og det får de på Salinas støttecenter.